torsdag den 27. april 2017

Så er der funk

Der er fem minutter til dørene åbner i Fri-son og jeg keder mig. Temaet er funk og vi håber på 80 mennesker, men jeg tvivler. Min kollega snakker fransk, og mit overskud er ikke stort nok til fremmedsprogssmalltalk lige nu. Ærgerligt. Så jeg drikker en cafe, sender en snap til dem derhjemme og forsøger at sende et billede til ham Spanieren, der arbejder i Sion. Noget må jeg gøre, så denne aften ikke bliver total mislykket. Men jeg er socialt træt og håber, der snart kommer gæster, for ellers bliver de næste 5 timer lange. Heldigvis kommer sygt piis homiies, aka Ba, Karo og Emma, til Fribourg i morgen. (!!!). Der er under 24 timer til, men hvem tæller. 
Vi er klar til Funk-fest

tirsdag den 25. april 2017

Weekend i Sion

Tiden løber af sted og om lidt er jeg halvvejs igennem mit EVS-ophold (shit). Det er vildt.  Og det går stærkt. For stærkt noglegange. Den her weekend har jeg tilbragt i Sion omgivet af flotte bjerge, solskin og søde mennesker. Jeg tænker, at jeg er heldig. Det har været en god weekend. Og på trods af massiv træthed efter endt fredags-nattevagt i baren og mangel på søvn, så endte jeg alligevel i Sion sent lørdag aften klar til hjemmelavet pizza, lokal hvidvin og post-påskeudsalgs-chokolade. Skønt. Søndag stod så på vandretur incl. storslåede bjerge i det fjerne, gamle ruiner på toppen, et vælg af gode snakke og røde skuldre, da dagen var omme. Vellykket må man sige. Igår dragede vi så hjemad og på vejen stod den på sightseeing i både Montreux, Vevey og Lausanne. En af de dage, jeg kommer til at huske, tror jeg. Nu venter en normal uge med arbejde, sprogkursus og kor. Og så sker der igen noget vildt. På fredag ankommer nemlig nogle meget savnede damer til Fribourg og jeg kan faktisk næsten ikke vente.

Fra søndagens vandretur. Her på toppen med udsigt over dalen.

mandag den 17. april 2017

Weekend i Zürich

I år har jeg holdt påske i Zürich. Der var ingen påskefrokoster og ingen gækkebreve. Til gengæld var der schweiziske påskeæg, sightseeing og masser af rigtig godt selvskab. En god blanding af unge fra hele Europa samlet i Virpi´s lejlighed i Zürich. Skønt, skønt, skønt. Og vi har set Zürich fra oven, drukket øl i solen, spist os mætte i pasta og påskeæg, besøgt Grossmünster, sejlet på søen, lavet pandekager og klemt os sammen i sengen med te og tegnefilm, da regnen kom. Nu er jeg hjemme igen og hverdagen kommer langsomt snigende. Men det gør ikke noget, for den er god og jeg glæder mig næsten til igen at skulle på arbejde på onsdag til Ping Pong Party i Fri-son. 


Vi er klar til bådtur
Virpi´s have (næsten i hvert fald)



Ferie ferie ferie

Valgårdsvej 22 har været på besøg og nej hvor var det godt. Altså virkelig en vellykket uge. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte, det var bare godt og rart. Måske er det nok egentligt. Vi har været turister og lokale på samme tid og det var tilsyneladende en god blandning, for hvor har vi oplevet meget. Og da jeg forlod Fribourg fredag eftermiddag for at tilbringe weekenden i Zurich med de andre frivillige, var det ikke kun savnet af Familien Riisgård Jensen der fyldte, men også savnet af familien Zahno, og en taknemlighed over alle de gode oplevelser, de så generøst vælger at dele med mig, og det siger vist det hele. Mit kram-underskud er forsvundet og som vores nabo så fint sagde til morgenkaffen søndag morgen La vie est belle, så er her godt og rart. Det er i hvert fald den følelse jeg sidder med her på terrassen på Chemin du Couchant 23 på sådan en 2. påskedag i Schweiz. Og nu vil jeg tage tøj på, for mor Judith har forberedt middagsmad og nu skal vi på tur.

Valgårdsvej 22 i Gruyére
På vej til guidet rundvisning

Vi tog en overnatning i Leukerbad. Tager man die GemmiBahn op af bjerget, kan man være heldig at finde denne udsigt







lørdag den 8. april 2017

Som at være på ferie

Jeg har været på ferie i Bern. Sådan føles det i hvert fald. For sommeren er på vej og idag har jeg spist frokost i en kortærmet og drukket champagne på terrassen mens solen gik ned. Det har været et par gode dage. Onsdag arbejdede jeg i baren til reggaekoncert i Fri-son, super chillern og afslappet. Torsdag var jeg først til 50 års ved naboen og derefter videre til Cully Festival med de fastansatte fra Fri-son. En god oplevelse, som indbefattede hvidvin ved Genfersee, nyerhvervede jazz-dansemoves, halvbeduggede samtaler på bagsædet, men desværre også træthed og en længsel efter at komme hjem da klokken nærmede sig 02.

Her er jeg dog stadig frisk, glad og snart småberuset med mine søde kollegaer fra Fri-son
Fra dagens picnic med Claudia
Igår tog jeg så toget mod Bern og ICYE møde med de 4 andre frivillige. Herefter træf med et par af de andre søde piger fra weekenden i Soluthurn, som endte med vin og chokolade i slovenske Claudias lejlighed i Bern. Idag har vi chillet rundt i Bern, spist picnic og nydt at foråret for alvor er kommet til Schweiz. Den næste uge har jeg rent faktisk rigtig ferie, for i morgen kommer Valgårdsvej 22 til Schweiz og nøj hvor bliver det godt!


lørdag den 1. april 2017

Hvorfor det også er svært

Fordi de taler et sprog, jeg ikke forstår

Fordi jeg er den eneste "nye"

Fordi jeg er blevet forkølet

Fordi jeg sover for lidt

Fordi jeg er i kram-underskud

Fordi jeg sjældent ved hvornår jeg skal arbejde

Fordi tog-billetterne er absurd dyre 

Fordi jeg stadig ikke forstår reglerne for kindkys

Fordi jeg har fået en rykker fra fremmedpolitiet  

Fordi jeg savner dem derhjemme