onsdag den 29. marts 2017

En opdatering

Tiden flyver afsted, når man hygger sig. Er det ikke sådan man siger? Det er i hvert fald tilfældet her i Fribourg. De sidste to uger er fløjet af sted og nu er det snart april. Blomsterne begynder så småt at springe ud og jeg er begyndt at løbe tør for sommertøj. Det er rart og livet i Schweiz er godt. Her kan i se hvorfor:

Fri-son har fået nye varer. Det er spændende og svært. For jeg kender hverken de
nye drinks eller de mange nye specialøl. Til gengæld kan jeg anbefale "Baby Guinness"
- Et shot bestående af Kahlúa og Bailey

Jeg har været på kor-weekend med Enchoeur i en lille by kaldet Einigen, med
en totalt lækker udsigt over Thunersee. Vi sang b.la. et forfærdeligt arrangement af
"Yellow Submarine"

I weekenden var der On-Arrival-Training for alle EVS-voluntører i Schweiz. 20 stk.
unge mennesker fra hele europa samlet i Solothurn. En virkelig god oplevelse!

Og den sidste aften var vi på Absint-bar incl. prøve-smagning. Tænk absint er
åbenbart ikke bare absint. Det findes åbenbart i mange forskellige varianter. Og nu
har jeg prøvet i hvert fald 5 af dem :-)
I går stod jeg i baren til en udsolgt heavy-metal koncert. Hovednavnet var Gojira og
selvom det var fedt, så var jeg taknemmelig for, at jeg havde investeret i et par ordentlige
ørepropper.

Idag har jeg fri, for det ugentlige møde er åbenbart udsat til i morgen. En information jeg ved et tilfælde fik at vide i nat, da jeg sagde farvel og godnat efter endt Gojira koncert. Planlægning er ikke altid Fri-sons stærkeste side. Men heldigvis er vejret godt og jeg ville smutte udenfor og spise min frokost i solen. Der er 11 dage til jeg får besøg fra Danmark. Jeg glæder mig! 

torsdag den 16. marts 2017

Kaffepause

Det er blevet forår i Fribourg. Jeg har købt en kaffe og smidt jakken i solen. Egentligt skulle jeg spise frokost på Café Cyclo med mine mentorer og deres studiekammerater, men vi har taget fejl af hinanden, så jeg må vente en time. Heldigvis er en ekstra time i solen ikke det værste, man kan få forærende, en dag som idag. I eftermiddag tager jeg videre i Fri-son, og jeg skal igen arbejde med deco-holdet, og jeg tænker det bliver hyggeligt og godt for mit fransk-øre, som efterhånden kan genkende en del ord, dog uden egentligt at kunne skabe en samlet mening. Men det kommer, siger vi til hinanden, og jeg håber det passer. Omkring mig fyldes parken langsomt med studerende, der i grupper spiser deres medbragte frokost og ligesom jeg, nyder en ekstra time i solen. Wir müssen profitieren, som de siger, så det gør vi og det er rart. Og nu er det snart frokosttid. 

Un café, s´il vous plaît

søndag den 12. marts 2017

Dejlige damer

Jeg har lavet meget tæt på ingenting i dag. Jeg har ikke været udenfor praktisk talt. Det skyldes hovedsageligt gårsdagens arbejde i baren hos Fri-son, som for en aften havde valgt at holde ekstra længe åbent. Jeg faldt omkuld i min seng omkring kl. 06.30 i morges og sov derefter det meste af formiddagen væk. Ved middagstid spiste jeg den nu efterhånden rutineprægede og lidt kedelige morgenmad bestående af en lille 3.5 % yoghurt med sukkermusli og et stykke frugt og brugte derefter et par timer foran computeren med søs og snak om de hverdage, der nu foregår over 1000 km væk. Ved en sekstiden var det tid til Raclette og hygge med familien Zahno. Derefter skypedate med Ba, som endte i spontan videoopkald med nogle meget savnede damer. Alt i alt en meget uproduktiv og meget dejlig dag. 
De meget søde og meget savnede damer <3

tirsdag den 7. marts 2017

Oui, je comprends un peu :-)

Jeg har i dag været til min 9. fransklektion på fransk. Jeg forstår efterhånden lidt mere af Nancy´s snak og det er jo godt. Men for søren, hvor er det svært. Og så tager det bare lang tid at lære et nyt sprog, det ved jeg godt. Men hvor ville jeg ønske, at det gik en anelse hurtigere. Og i eftermiddags har jeg så forsøgt at øve mit franske med en ven fra Fri-son alt imens jeg fik en guidet tur i den gamle by. Meget hyggeligt egentligt. Senere tog jeg for 3. gang til korprøve med "En Choeur". Vi synger trestemmigt gospel. Det er nemt og hyggeligt. Og jeg er netop hjemvendt efter postprøve-øl på den lokale bar. I morgen står den igen på det ugentlige fællesmøde i Fri-son og jeg håber, at mine nyerhvervede franske gloser gør det bare en smule mindre kedeligt at være en del af.

Fra dagens gåtur. Her både med udsigt over den gamle og den nye del af byen

fredag den 3. marts 2017

Om nok at blive hjemme

I aften er der Roller Disco i Fri-son. Og det er vist noget man ikke vil gå glip af. For det er, som det lyder; diskoteksfest på rullestøjter. Man ifører sig simpelthen neonfarvede leggins, rulleskøjter og hvad man ellers lyster i forsøget på at finde den helt rigtige diskoånd. Og så drikker man ellers en masse øl og har det fedt med sine venner. Det lyder godt, ikke? Det tænker jeg også. Og så alligevel. For om 10 min starter festen og jeg sidder stadig på mit lille værelse på Chemin du Couchant 23 og er tæt på at gå ind og børste mine tænder og hoppe i nattøjet. For det er mørk udenfor og jeg er træt. Og i aften tror jeg bare ikke, at jeg får taget mig sammen til at gå alene til fest. Og det er nemt at blive hjemme, når ingen venter på én. Jeg forsøger forgæves at legimitere trætheden med undskyldninger såsom; At der kommer flere fester som disse, samt det faktum at jeg i morgen skal arbejde det meste af natten i baren. Men det virker ikke rigtigt. I stedet går jeg nok snart i seng med halvdårlig samvittighed og håber at imorgen bringer lidt mere energi med sig. 

Note til mig selv: Alle dage kan ikke have lige så meget overskud som denne