onsdag den 28. juni 2017

1, 2, 3 - Interrail!

Der er under 1 måned til, at jeg forlader Schweiz. Helt præcist 26 dage. Jeg har købt mig en interrail billet og skrevet håbefulde beskeder til folk på Couchsurfing. Det skal nok blive godt. Jeg har ikke meget arbejde, så forsøger at se så meget så muligt inden jeg igen vender snuden hjemad. Der er snart gået 6 måneder. Jeg fatter det ikke. Tiden flyver afsted. Og jeg kan ikke rigtigt følge med. For jeg har haft travlt det sidste stykke tid, men heldigvis har dagene været fyldt med smil, latter og "hvor-er-jeg-heldig-øjeblikke". Og Google fotos kan heller ikke følge med. Den bliver ved med at forelå mig at lave collager. Her er derfor tre for de sidste 13 dage. Værsgo :-) 

En skøn skøn søndag med familien Zahno 

En skøn skøn lørdag med familien Zahno
 

Skøn skøn weekend i Zurich med de andre frivillige

torsdag den 15. juni 2017

Træt, men glad

Jeg har haft min sidste barvagt i Fri-son. Wow. Det er svært at forstå. Igår var god. Vi forventede omkring 400-500 mennesker, og pludseligt var der 1300 festglade mennesker i Fri-son klar til at afslutte denne sæson med manér. Ret crazy. Så vi fik travlt i baren, og da klokken endelig blev 05.00 fejrede vi det med et shot og en bajer eller to. Først kl. 09.00 ramte jeg igen Chemin du Couchant og kunne sige godmorgen til Alois, inden jeg faldt om i min seng til et par timers tiltrængt søvn. Idag har jeg så kigget på rejseplaner og "Top 10 things to do in Switzerland"-lister og i morgen køber jeg nok en interrail billet, inden jeg tager turen til Zürich og endnu en weekend i godt selskab. Der er nemlig stadig et væld af gode oplevelser forude. Heldigvis. 

Min ret seje arbejdsplads

lørdag den 10. juni 2017

Tilbage på sporet

De sidste par dage har været rigtig gode og igår kom familien Zahno endelig hjem igen. Så er alt som det plejer, og jeg er glad. Og nu er jeg så vej mod en weekend i Sion med sommersandaler, bare skuldre og badetøj i tasken. Temperaturen siger 22 grader og klokken er kun elleve. Jeg tror det bliver en god dag. Og jeg glæder mig til gensyn med de andre frivillige. Der skulle vist både være mini-roadtrip, svømning og is på programmet. Egentligt var det bare det. Her er godt, jeg er glad, og om lidt stopper toget i Lausanne og så har jeg 5 minutter til at finde spor 6 og det tog, der vil bringe mig de sidste 50 min. til Sion og et meget glædeligt gensyn.

Og så er togturen fra Fribourg til Lausanne for resten den mest betagende jeg har oplevet indtil nu. Her kan man ikke undgå, at blive glad i låget. 









mandag den 5. juni 2017

Om ikke at trives bedst i eget selskab


Klokken er 23.12 og jeg kan ikke sove. Jeg er egentligt træt, men der er lidt for mange tanker i mit hovedet. Og så er de fleste endda på tysk. Selv de franske er der plads til. For i mit hoved fortæller jeg hjemvendte mor Judith hvad jeg har lavet de sidste 20 dage, hvad jeg har spist, hvem jeg har set og måske endda om vi kan snakke om ham spanieren med kærestebrevet, som gjorde det hele lidt mere kompliceret. For jeg savner dem, familien Zahno altså, og jeg glæder mig til, at de kommer hjem igen. Og der er heldigvis kun 4 dage til nu. Og måske har jeg bare haft lidt for meget tid de sidste par dage og lidt for lidt overskud til at planlægge planer. I stedet har jeg sumpet lidt rundt i Fribourg og nu glæder jeg mig oprigtigt til at komme på arbejde igen snart. Og det der med at have nok i eget selvskab, forstår jeg ikke rigtigt lige nu, det gælder i hvert fald ikke lige her, lige nu. Til gengæld har jeg haft skypedate med Valgårdsvej 22 i dag, for Mor har fødselsdag, hurra og tillykke!! Og Mor og Far er på kærestetur til Zakynthos, så mens de skålede i champagne på terrassen, Søs i the i hendes lækre lejlighed i Århus, sad jeg her i mit nattøj på Chemin du Couchant og drak lidt vand og glædede mig meget til d. 24 juli og genforening et sted i det nordlige Tyskland. Det bliver rart. I morgen står på en sidste sumpedag i Fribourg højst sandsyneligt incl. rengøring og indkøb inden 3 dages arbejde og så et glædeligt gensyn på fredag til et selskab jeg helt sikkert trives i.

Fødselsdagsskype <3

torsdag den 1. juni 2017

Og så forsvandt Maj

De sidste par dage er gået stærk, og pludseligt er det blevet juni. Jeg har brugt en stor del af min tid i Fri-son både på arbejde og på spas og løjer. I weekenden havde jeg nemlig inviteret de andre frivillige til Fribourg, og sammen tog vi til vaskeægte schweizisk heavy metal koncert i Fri-son fredag aften. Og måske drak vi lidt for meget. Og måske festede vi lidt for længe. Og måske endte det i det hele taget med lidt for meget fulde-drama fredag nat. Jeg ved det ikke, men der var i hvert fald både kys, kærestebreve og folk der skred. Men vi havde det sjovt. Og det var det vigtigste. Lørdag stod derfor på tømmermænd og rundvisning i Fribourg. Og om aftenen tog jeg så igen på arbejde i baren i Fri-son. Det var hyggeligt, så jeg blev lidt ekstra og drak en Desperados med security-mændene. Omkring kl. 05.30 ramte jeg så igen Chemin du Couchant 23 og i stuen sad såmænd de andre frivillige og ventede på, at jeg skulle komme hjem. Sødt. Søndag stod derfor på endnu en tømmermænds-dag og egentligt bare afslapning i Fribourg. En rigtig dejlig weekend.


Fredag aften og aftensmad på terrassen inden Heavy metal koncert
Så er vi landet i Fri-son
Tømmermænds-dag i Fribourg 

Mandag og tirsdag tilbragte jeg så igen hele dagen i Fri-son. Der var planlagt workshops-dage med kontor-teamet. Det foregik på fransk. Det var ikke nemt. Og jeg var træt. Men jeg forstod da lidt, ikke meget, men noget. Igår og i dag har haft fri og dagene er blevet brugt på at lade op igen, både fysisk og mentalt. Og jeg mangler stadig at vaske tøj og købe ind. Jeg må hellere gå i gang, for i morgen tager jeg til Festival og så forsvinder tiden igen.