Oppe i højderne

For første gang har vi i dag været i bjergene og det var skønt. Vi tog liften op, gik en times tid, spiste medbragt sandwish og te og travede derefter en times tid tilbage. Skønt skønt skønt og atter skønt. Jeg var forinden blevet udstyret med alt hvad jeg kunne tænkes at få brug for på sådan en tur: bukser, jakke, støvler, skisko og vigtigt af alt de famøse skibriller. Super duper dejligt alt sammen. Hele seancen foregik med familien Zahno og vores søde naboer. Og til aften spiste vi alle seks sauerkraut og pølser hos dem. I morgen tager jeg til Karneval i Lausanne og først onsdag skal jeg igen på arbejde. Og det passer mig egentligt rigtig godt. 

Hvordan er det lige de virker?

Småberuset og glad

Er på vej hjem. Har brugt de sidste 12 timer i Fri-son. Glad og udmattet må være nogenlunde dækkende for mit humør pt, tænker jeg. Jeg stod i baren igår, sov længe i dag og tog direkte på arbejde igen. Her havde vi først det ugentlige møde på fransk, ikke lige noget man bliver glad af, når man er træt, og stadig kun forestår måske hver femte ord, altså når man virkelig koncentrer sig. Herefter stod den på dekoration, hvilket egentligt var hyggeligt, selvom det er hårdt at forsøge at være en del af et fællesskab, der 90 % af tiden snakker et sprog, man ikke forstår. Og det blev pludseligt senere end jeg havde regnet med, så jeg endte med at spise aftensmad i Fri-son med de andre. Derefter tog jeg en tur i byen for at mødes med en EVS-voluntør fra Østrig, drikke to øl og så tilbage til Fri-son og denne gang Ping Pong Party. Totalt griner koncept egentligt. Vi chillede lidt rundt, drak et par øl og til sidst gik jeg de 2.5 km hjem. Nu er klokken 03.06 og jeg er træt, småberuset og glad. Og i morgen er det mig der skal gøre rent på toiletterne i Fri-son.

Næsten hjemme

Fri i Fribourg

Det er mandag og jeg har fri. Vejret er godt og vi har spist frokost på terrassen. Om lidt løber jeg nok en tur, for jeg trænger til alenetid og det kan være svært at få, når man bor 4 mennesker i en forholdsvis lille lejlighed. Især når to af dem ofte arbejder hjemmefra og den tredje holder fri. Heldigvis er de søde de tre andre, og det gør det hele lidt nemmere og lidt hyggeligere. Men min alenetid er vigtig. Og derfor løber jeg. Dog også fordi jeg ofte finder nedenstående udsigt på vejen og så kan jeg altså ikke undgå at blive bare lidt glad i låget. I morgen skal jeg igen på arbejde, denne gang i baren igen. Det bliver vildt, for der er universitetsfest og nogle bliver helt "blöd", siger de dernede. Jeg er spændt og håber det kommer til at gå godt. 

Solskin i Fribourg. 

Et par travle dage

Jeg har i dag været i Bern for at holde et kort oplæg og møde nogle mentorer fra ICYE Schweiz. Det gik godt trods manglende tid resulterede i manglende forberedelse. De sidste par dage er nemlig gået stærkt. Der har både været arbejde og en masse praktiske ting, der skulle ordens. Ting jeg ikke engang selv har styr på endnu. Heldigvis gik det alligevel godt idag, og jeg forstod det meste, selvom hele seancen foregik på en blanding af tysk, engelsk og fransk. Noget som jeg egentligt ofte bliver udsat for her. Jeg var hjemme igen ved en 18-19 tiden og tog næsten direkte tilbage til byen denne gang med mine værtsforældre og vores rare naboer. Vi har spist lækkert pizza på fin italiensk restaurant og drukket en form for champagne til aperitif. I morgen skal jeg sove længe. Og så skal jeg på arbejde igen. Og det er egentligt godt, for jeg tror det bliver hyggeligt, men jeg glæder mig også til mandag, hvor jeg har fri sådan rigtigt.

Bern

Det der med at kysse

Når man siger goddag i Schweiz, så kysser man. Tre gange i alt, skiftevis på hver kind. Oftest foregår det med start og slut på højre kind. Den anden vej rundt kan dog også gå, men så gør man det mere besværligt for sig selv. I morges forsøgte den den italienske pige fra sprogkurset at hilse i form af kys på mine kinder. Elegant var det absolut ikke. Til gengæld forsøger vi begge oprigtigt at tilpasse os de schweiziske normer og derfor kysser vi goddag. Men det er også det eneste vi kan. Den italienske pige snakker nemlig ikke andre sprog end italiensk. Så i stedet forsøger vi med vores nye franske gloser. Og så smiler vi. Og vi smiler meget, for så går det nemmere, når vi begge sidder med spørgsmålstegn malet over det hele og ikke aner hvad der foregår. I dag var det heldigvis ikke så slemt. Og vi har lært om de franske accenter og alfabetet og det var egentligt rimelig okay. Senere var jeg på arbejde. Vi stillede en bar op, for i weekenden er der Duplex-weekend. Da jeg kom blev jeg mødt med et kys på den ene kind og et kram. Forskellen på et kys og tre kys kender jeg ikke endnu.

Halvvejs i bar-projektet. Der er ikke plads til bordet med "long drinks".

Min sporty familie

Vi ser skiløb på projektoren i Stuen. Det er en en vigtig begivenhed og vi går meget op i det. En mand fra Schweiz er pt den hurtigste. Det er spændende og der bliver råbt højt. Tidligere har vi været ude at løbe. Hele familien simpelthen. Mor, far, søn og jeg. Og jeg har for første gang set bjergene i horisonten. Så kan man ikke undgå at blive glad i låget. Og vi har været til folkeafstemning. Idag har den schweiziske befolkning nemlig skulle svare ja eller nej til tre nye lovforslag. En del af det direkte demokrati her i Schweiz. Jeg har også facetimet med søs, senere med BA og i morgen med mor. Jeg glæder mig. For selvom her er godt, så savner jeg dem derhjemme. I aften tager jeg til koncert i Fri-son og i morgen aften skal jeg spise fondu med arbejdet. I næste uge går arbejdet rigtigt igang og jeg skal arbejde næsten hver dag. Og så skal jeg lære fransk. En schweizisk mand er lige blevet verdensmester, så nu vi er glade.

Skisport i stuen med min sporty familie. Bemærk crosstraineren i hjørnet.

Merci et bonne nuit

Klokken er 04.31 og jeg er glad. Jeg er netop hjemvendt fra min første arbejdsdag i baren på Fri-son. Måske er der ikke så meget mere at sige. Det var en god oplevelse. Hårdt, men godt. Jeg brugte vel samlet set under 10 min længere på toilettet til socialt opladning, og det er vel meget godt taget i betragtning af, at jeg en hel aften har taget imod bestillinger på to sprog jeg knap forstår og samtidigt har forsøgte at lære prisen på samtlige kendte og ukendte drinks. Det er da meget godt. Jeg går i hvert fald i seng med et smil på læben. Og i dag har jeg fri.

Mine søde kollegaer fra Fri-son til mit første ugentligt fællesmøde

En lang dag

I dag er en lang dag og den er ikke slut endnu. Først om 3 timer skal jeg på arbejde. Og det er spændende, for jeg kender ingen og jeg er allerede socialt træt for idag. Jeg sidder på mit nye værelse og forsøger at forbedre mit fransk på Babbel.com, hvor jeg har købt et abonnement. Jeg er træt og udenfor er det ved at blive mørk igen. Og jeg har ikke engang lavet særligt meget i dag. Kun en lille middag med nogle stadig ukendte naboer, derefter en løbetur med min værtsfar og senere en mindre køretur for at se det sted, hvor han forsøger at stable sit eget lille bryggeri på benene. Det er egentligt meget hyggeligt alt sammen. Det burde ikke gøre mig træt, men det gør det. Og nu snart skal jeg på arbejde for første gang.

Den vigtigste reol på mit nye værelse 

Om at lære fransk på fransk

Idag har jeg været til min første fransk lektion. Den foregik i Fribourg ca. 30 min.gang fra mit nye hjem. Læreren hedder Nancy og nægter at tale andre sprog end fransk. Lidt af en udfordring for en dansk pige, der knap nok mestrer det tyske og praktisk talt kender under 20 ord på fransk. Men det går, for ved siden af mig sidder sørme en anden dansk pige! Lea hedder hun og kommer fra Thisted. Lektionen går hurtigt og vi lærer forskellen på "Tu" og "Vous" og det er egentligt meget fint, selvom der er mange ord, vi ikke forstår. Senere køber vi bøger på fransk og Lea og jeg drikker en kop kaffe i centret inden jeg igen tager bussen hjem mod Villars-Sur-Glâne. Resterne fra gårsdagens aftensmad står på en tallerken i køleskabet og det varer heldigvis ikke længe før jeg finder ud hvordan man får mikroovnen til at virke. Kl. 14.00 tager jeg igen bus 5 mod Terry for at gå resten af vejen mod Fri-son, hvor jeg har det første møde med min chef Emilien og min mentor Marléne. Vi aftaler, at jeg i kommer i morgen 19.45 og hjælper til i garderoben. Det hele virker en smule kaotisk og jeg kender kun min arbejdsplan for de næste to dage. Jeg glæder mig oprigtigt til arbejdet for alvor går igang og til rent faktisk at kende de mennesker, jeg skal arbejde med. Til gengæld har jeg idag diskuteret politik på tysk med min værtsmor og synes ærlig talt selv, at det er lidt sejt gjort.

Fra rundvisningen med min søde værtsmor Judith. Her med udsigt over den gamle bydel i Fribourg.

Det er ikke fordi, at jeg er ked af det

Så blev det alvor. Jeg sidder her i mit nye værelse hos min nye familie i et nyt land og græder lidt på min nye hvide T-shirt. Jeg er ikke ked af det. Men på reolen ved siden af min nye seng hænger billeder af dem derhjemme og tanken om måske at vente 6 måneder på at se dem får mig til at savne dem på forhånd, og derfor græder jeg lidt. Det helt okay. For her er godt indtil videre. Mine nye forældre snakker hele tiden og de gentager gerne når jeg for 3. Gang  ikke forstår deres tyske gloser. Og jeg koncentrerer mig meget for at forstå og føre en normal samtale, men det går og de roser mit tyske og så gør det ikke så meget, når jeg fumler med ordene og bruger lidt for mange håndtegn. Jeg tænker at jeg måske har beliggenheden på min side her i Fribourg. Her er fransk nemlig det mest udbredte, selvom de fleste snakker både fransk, tysk og engelsk og måske kan jeg godt hamle op med de fransktalendes tysk. Jeg håber. Udenfor sner det og herinde i mit nye hus er der tomt. Judith og Alois er taget til familiefødselsdag og om et par timer bliver jeg hentet af min nye chef, så jeg kan møde alle mine nye kollegaer. Vi skal have raclette og jeg glæder mig og håber de tager godt imod mig. Jeg skal trods alt bruge mange timer der de næste 6 måneder. 

Kort før landing i Geneva