Det er ikke fordi, at jeg er ked af det

Så blev det alvor. Jeg sidder her i mit nye værelse hos min nye familie i et nyt land og græder lidt på min nye hvide T-shirt. Jeg er ikke ked af det. Men på reolen ved siden af min nye seng hænger billeder af dem derhjemme og tanken om måske at vente 6 måneder på at se dem får mig til at savne dem på forhånd, og derfor græder jeg lidt. Det helt okay. For her er godt indtil videre. Mine nye forældre snakker hele tiden og de gentager gerne når jeg for 3. Gang  ikke forstår deres tyske gloser. Og jeg koncentrerer mig meget for at forstå og føre en normal samtale, men det går og de roser mit tyske og så gør det ikke så meget, når jeg fumler med ordene og bruger lidt for mange håndtegn. Jeg tænker at jeg måske har beliggenheden på min side her i Fribourg. Her er fransk nemlig det mest udbredte, selvom de fleste snakker både fransk, tysk og engelsk og måske kan jeg godt hamle op med de fransktalendes tysk. Jeg håber. Udenfor sner det og herinde i mit nye hus er der tomt. Judith og Alois er taget til familiefødselsdag og om et par timer bliver jeg hentet af min nye chef, så jeg kan møde alle mine nye kollegaer. Vi skal have raclette og jeg glæder mig og håber de tager godt imod mig. Jeg skal trods alt bruge mange timer der de næste 6 måneder. 

Kort før landing i Geneva